Om teksten:
Martyrakterne bygger på udskrifter af retsprotokoller, som senere er
forkortet og fortolket. Derfor er der ofte en del replikker.
Tolv
kristne (eller seks - de sidste seks er muligvis tilføjet senere for at
nå op på apostlenes tal) bliver stillet for retten i Karthago i år
180. Speratus fører ordet, og han gør alt, hvad han kan, for at få
lov til at udbrede sit budskab om kristendommen i retten. Dommeren er
imødekommende, men indser efterhånden, at de taler forbi hinanden. Han
vil gerne give de kristne betænkningstid, hvad de afslår, da de netop
ønsker at dø martyrdøden.
Dommerens holdning
i denne tekst minder om Plinius den yngres i hans brev om de kristne
(10, 96). Han undrer sig, men kan ikke tillade, at de kristne sætter
sig op mod hans og dermed statens autoritet.
Stk.
14 er markant sværere end resten af teksten, da det gengiver dommen i
indirekte tale, men man kan læse den forkortede version uden problemer.
Det
kan godt lade sig gøre at opføre teksten som drama. Det er desuden
oplagt at drage paralleller til nutidens muslimske martyrer. En
væsentlig forskel er, at de kristne ved at dø følger Jesu eksempel.
Det er heller ikke noget mål for de kristne at sætte sig op mod
staten. Man kan evt. sammenligne med kinesernes behandling af Falun
Gong-tilhængere i dag.
|