Klient og patron

Selv om Romerriget var et retssamfund, der beskyttede sine borgere juridisk, var det samtidig vigtigt for den enkelte af have velhavende eller indflydelsesrige venner, der kunne hjælpe ham. Denne forbindelse mellem patronus og cliens var en af grundpillerne i det romerske samfund. Klienten fik penge, måltider og mindre gaver af patronen. Til gengæld besøgte klienten sin patron om morgenen, ledsagede ham rundt i byen og støttede ham politisk på folkeforsamlingen. Jo større et følge patronen havde - og jo rigere eller berømtere hans klienter var - des større status gav det patronen.